Hvad laver vi på valgfaget?
Kreativ fordybelse og strikke-nørderi
Der findes næsten ikke noget mere hyggeligt end at sidde med sit strikketøj i hænderne og se, hvordan garnnøglerne en efter en forvandler sig til en hjemmestrikket trøje, et par lune sokker eller en fluffy hue. I valgfaget Strik på højskolen skal vi dykke ned i strikkens uendelige verden, afprøve forskellige strikkedesign og nørde nye strikketeknikker samtidig med, at vi undersøger strik som håndværk i forhold til bæredygtighed, fællesskab og kreativ skaberglæde.
I Strik kommer du til at sidde med egne projekter, der passer til dit niveau. Du vil i løbet af faget blive introduceret til forskellige grundlæggende strikketeknikker og du vil få mulighed for at udvikle dine strikkefærdigheder i den retning du ønsker, om det så er at lære strukturstrik, flerfarvet patent eller kaste dig ud i jacquardstrik – du vælger, hvad du gerne vil arbejde med i Strik.
Valgfaget Strik er både for dig, der er helt nybegynder indenfor strikning og gerne vil lære at slå masker op, læse en strikkeopskrift og få styr på ret og vrang men også for dig, der er mere øvet og gerne vil forfine dine strikkefærdigheder. Vi kommer til at sætte tempoet ned, udfordre os selv kreativt og blive inspireret.
Skemaet på højskolen er fleksibelt, så udbuddet af specifikke valgfag kan være sæsonbetonet ud fra vejr og variere fra semester til semester.