Arrangementer
Kom med indenfor
Vi nyder at kunne invitere indenfor på højskolen til fællesskab, inspiration og måske lidt provokation til tankerne. Højskolen afholder både højskoleaftener med oplæg, fællessangsaftener og samarbejder med byen om arrangementer
Arrangementer
Her på siden kan du læse om kommende og tidligere arrangementer på Nordfyns Højskole
På Nordfyns Højskole er vi glade for at kunne lægge hus til spændende debatter, oplæg og andre sang- og kulturaftener, der er åbne for alle. Her på siden kan du løbende finde information om vores forskellige arrangementer og foredragsaftener på højskolen.
Som medlem af skolekredsen får du rabat på vores arrangementer.
FÆLLESSANG
SAMMEN SYNGER VI 50 SANGE FRA HØJSKOLESANGBOGEN
Der serveres gratis kaffe og kage i forbindelse med foredraget.
Tid: Lørdag d. 10. oktober 2026, 13-17
Sted: Nordfyns Højskole, Harritslev
Pris: Gratis
Sangforedrag med Rasmus Skov Borring
HØJSKOLESANGAFTEN
Med fællessangen som omdrejningspunkt inviterer Rasmus Skov Borring indenfor i arbejdet med den danske sangskat. Gennem fortællinger, musik og fællessang deler han både velkendte og nyere sange fra Højskolesangbogen og giver et indblik i sit arbejde med at skabe nye fællessange.
Rasmus Skov Borring vil blandt andet fortælle om samarbejdet med den afdøde digter Jens Rosendal, som han arbejdede tæt sammen med gennem syv år, og om hvordan nye fællessange bliver til i mødet mellem tekst, melodi og fortælling.
Aftenen byder på både nærværende fortællinger og fællessang, og publikum får samtidig indblik i den danske folkekultur og sangtradition, som også er omdrejningspunktet i hans aktuelle bog Er der steder hvor sandheden synger.
Rasmus Skov Borring er pianist, komponist og foredragsholder og står blandt andet bag sangen Gi’ os lyset tilbage, som er optaget i Højskolesangbogen sammen med flere af hans øvrige sange. I 2019 modtog han N.F.S. Grundtvigs Pris for sit arbejde med at formidle fællessangstraditionen.
Arrangementet er lavet i samarbejde med kulturklubben FORA.
Der serveres kaffe og kage i forbindelse med sangaftenen.
Tid: Tirsdag d. 24. november 2026 kl. 19.30
Sted: Nordfyns Højskole, Harritslev
Pris: 100 kr. – 50 kr. for medlemmer af skolekredsen og kulturklubben FORA
Foredrag med Isabel Bramsen
Hvordan kan fred blive til handling i en verden præget af konflikt og krig?
I dette foredrag undersøger Isabel Bramsen, hvordan menneskelige møder, ord og handlinger kan bryde krigens logik.
Gennem levende eksempler, fra sexstrejker og cigaretter til humor, diplomati og hverdagsmod, udfoldes de mange måder, mennesker finder vej ud af fjendskab og frygt.
Foredraget viser, at fred ikke er en naiv drøm, men en konkret praksis, der begynder i vores måde at mødes, tale og handle på.
Isabel Bramsen er freds- og konfliktforsker, lektor og leder af Freds- og Konfliktstudier ved Lunds Universitet.
Hun forsker i diplomati, fredsprocesser, dialog og ikkevoldelig handling og har arbejdet med konflikter og fredsprocesser i blandt andet Mellemøsten, Europa, Sydamerika og Asien.
Arrangementet er lavet i samarbejde med FORA Nordfyn.
Der serveres kaffe og kage i forbindelse med sangaftenen.
Tid: Onsdag den 3. februar 2027 kl. 19.00
Sted: Nordfyns Højskole, Harritslev
Pris: 100 kr. – 50 kr. for medlemmer af skolekredsen og kulturklubben FORA
Tidligere arrangementer på Nordfyns Højskole
Foredrag med lektor og forfatter Rasmus Chr. Elling
IRAN I OPRØR
Lige før det nye år brød et folkeligt oprør ud i Iran. Det begyndte som protester mod den økonomiske situation, men udviklede sig hurtigt til et langt mere vidtgående opgør med regimet: “Ned med den islamiske republik – død over diktatoren.”
I dagevis gik hundredtusindvis af iranere på gaden over hele landet. Styrets svar var brutalt: internettet blev slukket, og sikkerhedsstyrkerne slog hårdt ned på demonstranterne. Blodbadet standsede ikke oprøret. Tværtimod peger meget på, at Irans magthavere står over for deres største trussel nogensinde. Ikke kun fra deres egen befolkning, men også udefra, hvor USA’s præsident Donald Trump har truet med militær intervention.
Hvordan er det kommet så vidt? Og hvordan vil situationen udvikle sig herfra?
I dette højaktuelle foredrag giver Rasmus Chr. Elling, ph.d. i Iran-studier og lektor ved Københavns Universitet, et nuanceret og dybtgående indblik i Irans komplekse historie, magtstrukturer og samfund. For kun ved at forstå historien kan vi forstå det oprør, der udspiller sig i dag, og de mulige konsekvenser for både Iran og resten af verden.
Rasmus Chr. Elling taler persisk, har boet og rejst i Iran og har siden 1990’erne beskæftiget sig med iransk historie, politik og samfund. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. Irans moderne historie (Gyldendal, 2019), og driver Instagram-kanalen @rasmuselling_iran.
Der serveres gratis kaffe og kage i forbindelse med foredraget.
Tid: Onsdag d. 25. marts 2026 kl. 19.30
Sted: Nordfyns Højskole, Harritslev
Pris: 50 kr. – gratis for medlemmer af skolekredsen
Foredrag med journalist Kristian Sloth
SPØRG FOR SATAN - Drama og dilemmaer fra journalistens værksted
Hvordan bliver en nyhed egentlig til? Og hvad sker der, når sandheden er besværlig, kilderne er i fare, og deadlines presser på?
I dette intense og medrivende foredrag tager den erfarne undersøgende journalist Kristian Sloth publikum med helt ind bag kulisserne i TV-avisens maskinrum. Med autentiske klip fra egne tv-historier og personlige fortællinger åbner han døren til et arbejdsliv fyldt med svære valg og moralske dilemmaer – og til det håndværk, det kræver at lave journalistik, der gør en forskel.
Vi hører om hemmelige kilder, der skal beskyttes for enhver pris og om interviews, der gik helt galt. Om de øjeblikke, hvor historier skal vinkles hurtigt og skarpt, og hvor konsekvenserne kan være enorme. Publikum kommer med på en helt almindelig TV-avis-vagt og får indblik i, hvorfor en journalist kan bruge 10 timer på et indslag på bare to minutter.
Samtidig stiller Kristian Sloth det store og aktuelle spørgsmål:
Kan de seriøse medier stadig være samfundets vagthund i en tid, hvor sociale medier, fake news og kunstig intelligens kæmper om både opmærksomhed og økonomi?
🎬 Se en kort trailer til foredraget her:
https://www.youtube.com/watch?v=0npZjuFqzY4
Der serveres gratis kaffe og kage i forbindelse med foredraget.
Tid: Torsdag d. 16. april 2026 kl. 20.00–21.15
Sted: Nordfyns Højskole, Harritslev
Pris: 50 kr. – gratis for medlemmer af skolekredsen
Foredrag med Allan Poulsen
50 ÅR I SPORTENS VERDEN
Hvordan er det egentlig at være helt tæt på nogle af Danmarks største sportsøjeblikke? Og hvad kræver det at arbejde med eliteidræt på højeste niveau – år efter år?
I dette levende og underholdende foredrag tager Allan Poulsen publikum med på en rejse gennem et helt liv i sportens verden. Med udgangspunkt i personlige oplevelser og unikke fortællinger får vi et sjældent indblik i dansk idræt set indefra – fra omklædningsrum til verdens største slutrunder.
Vi hører om tiden som landstræner i cykling og samarbejdet med profiler som Henrik Djernis. Om mere end 300 kampe med herrelandsholdet i fodbold, over 250 kampe med kvindelandsholdet i håndbold og et langt liv som massør og nøgleperson bag kulisserne på tværs af sportsgrene.
Foredraget giver også indblik i oplevelser fra hele 76 EM-, VM- og OL-slutrunder, hvor både triumfer, nederlag og stærke menneskelige relationer har sat deres præg. Undervejs deler Allan Poulsen anekdoter, der både overrasker, rører og giver et unikt perspektiv på livet i elitesport.
Samtidig bliver vi klogere på, hvad der driver mennesker i sportens verden – og hvad det kræver at holde fast i passionen gennem et helt arbejdsliv.
Der serveres gratis kaffe og kage i forbindelse med foredraget.
Tid:Mandag d. 20. juli 2026 kl. 19.30
Sted: Nordfyns Højskole, Harritslev
Pris: 50 kr. – gratis for medlemmer af skolekredsen