Mangfoldighed på Nordfyns
På Nordfyns Højskole gør vi meget ud af, at højskolen skal være tilgængelig for alle, uanset økonomisk status.
Vi mener, at et højskoleophold bør være for alle, der har lyst til det, ikke kun alle, der har råd til det. Derfor har vi presset vores priser så meget ned som overhovedet muligt, for at støtte ungdommen og den mangfoldighed vi ønsker at repræsentere på vores skole.
Hvad påvirker prisen på et højskoleophold?
Det kan virke mærkeligt, at højskoleophold har så forskellige priser. Men højskoler er forskellige, de tilbyder forskellige ting og koster derfor også forskelligt. Så hvilke ting er det, der i høj grad påvirker priserne på højskoleophold, og hvad er det, skolepengene går til? Vi har opremset 4 vigtige faktorer:
1. Rejser
Mange højskoleophold inkluderer rejser, og det påvirker prisen meget. Rejserne fungerer som studieture, og vil ofte have et fagligt formål. Hvor studieturen går hen, påvirker selvfølgelig også prisen. En rejse indenfor Europa er selvsagt billigere end en til Afrika eller Nordamerika.
2. Kort eller langt højskolekursus?
Ønsker du et længere højskoleophold eller et kortere højskolekursus? Mange vælger faktisk også at tage et kort ophold på højskole på et par uger, hvor de fokuserer på et enkelt fag, og hvor fællesskabet er i højsædet hele tiden. Om opholdet er langt (2-10 måneder) eller kort (1-2 uger) påvirker selvfølgelig den samlede kursuspris meget. Det samme gør det, om du vælger et eller to semestre på højskole, altså et halvt eller et helt år. I nogle tilfælde kan du spare penge i den lange ende ved at tage et helt år på højskole, men det afhænger af skolen.
3. Værelsesstørrelser
Prisen afhænger også af, om du er villig til at dele værelse med andre, eller om du vil bo for dig selv. Det afhænger også af, om du har eget bad på værelset, og hvor stort værelset er. Så hvis det ikke er problematisk for dig at bo tæt sammen med andre, og badet godt må ligge nede ad gangen, så er der penge at spare her.
4. Faciliteter
Faciliteterne har både noget at gøre med kost og logi og om højskolens facilitetstilbud i det hele taget. Men det handler også om, hvilke materialer og hvilket udstyr, der er nødvendigt for den undervisning, du har valgt på dit højskoleophold. Det er for eksempel ofte dyrere at vælge actionprægede friluftsfag, end det er at vælge dans.
Nordfyns Højskole priser - store oplevelser for få penge
På Nordfyns er vi ikke gået på kompromis med oplevelser, rejser eller faciliteter.
Vi gør en dyd ud af at tilbyde høj kvalitet i både måltider, værelsesstørrelser og faciliteter, fællesarealer, bæredygtighed, rejser, undervisningen og selvfølgelig fællesskabet.
Alligevel har vi prioriteret at tilbyde alt dette til den mindst mulige pris, for at gøre det muligt for alle at være med.
Forår 2023
04.01 - 27.06 2023 (25 uger)
Samlet pris ved dobbeltværelse med bad på gangen (25 x 1650) + studietur (5000) + administrationsgebyr (1000) = 47.250 kr*
Efterår 2023
09.08 - 19.12 2023 (19 uger)
Samlet pris ved dobbeltværelse med bad på gangen (19 x 1650) + studietur (5000) + administrationsgebyr (1000) = 37.350 kr*
Læs om vores priser og tilbud og tilmeld dig her.
Kan man søge om tilskud til højskoleophold?
Staten er helt vild med højskoler, og derfor støtter den dit højskoleophold helt automatisk, faktisk med næsten to tredjedele. Man får altså en del mere, end det man selv betaler for. Staten støtter dog oftest kun de lange højskoleophold, altså dem på 2-10 måneder. Det er derfor, at ugeprisen for et langt ophold er betragteligt billigere end for et kort.
Udover den støtte som staten automatisk bidrager med, er det i nogle tilfælde også muligt at søge om økonomisk tilskud til sit højskoleophold. Men der er som udgangspunkt ingen statslig støtte til elevernes egenbetaling til højskolen. Nogle kommuner har dog valgt i særlige tilfælde at give tilskud til højskoleophold, og så er der også nogle højskoler, der har elevfonde, som kan give enkelte elever med særlige behov tilskud. Hvad der skal til for tilskud i disse sager, kan du læse meget mere om her.
Læs også: Pitstop: Er du kørt træt i studiet?
Hvorfor investere i et højskoleophold?
Det er ingen hemmelighed, at det er dyrt at gå på højskole. Og selvom vi på Nordfyns har forsøgt at tilbyde en pris for alle, er det for de fleste stadig noget, man skal spare op til. Men man skal se det som en investering, for i langt de fleste tilfælde, er det noget, der giver pote resten af livet.
På højskole får du mulighed for at lære på en ny måde og beskæftige dig med fag, der måske ikke er direkte uddannelsesrelevante, men derimod livsrelevante. Det kan være du finder en ro, du har manglet i årevis ved at plante dine egne planter, det kan være du afbryder den larm, der altid har været i dit hoved med kajakroning, og så kan det være, at du møder mennesker, du ellers aldrig ville have mødt. Mennesker og aktiviteter som du tager med dig ud i livet bagefter og bruger til noget konstruktivt. På Nordfyns vil du opleve, at det du kommer med er nok i mødet med fællesskabet.
Alt det man ikke skal bruge penge på
Når du bor på højskole er der mange ting inkluderet i prisen. Her er et udsnit af ting, du ikke skal bruge yderligere penge på:
- Husleje
- Mad - kun hvis du køber snack eller ønsker at spise måltider udenfor skolen
- Internet
- Vand, varme og el
- Aktiviteter
- Lån af udstyr - skolen stiller alle redskaber til de forskellig fag til rådighed