"Jeg syntes, jeg havde mistet min ungdom på grund af corona, og jeg ville gerne være et sted, hvor jeg kunne være sammen med unge mennesker."
”Da jeg blev færdig med at studere, havde jeg egentlig tænkt, at jeg skulle ud at rejse. Men så kom corona, hvorefter jeg ikke rigtigt kunne lave noget. Jeg følte mig isoleret i en lille by og manglede et fællesskab og at høre til et sted. Så jeg stoppede med at arbejde og tog på højskole for at ’være ung igen’. Jeg syntes, jeg havde mistet min ungdom på grund af corona, og jeg ville gerne være et sted, hvor jeg kunne være sammen med unge mennesker,” siger Sille, som kommer fra en lille by på Djursland.
Og det fik hun mulighed for på Nordfyns Højskole. Her følte Sille, at folk var imødekommende, og at der var plads til mange forskellige typer af elever.
”Vi havde alt fra helt unge elever til elever over 50 år. Jeg troede, aldersforskellen ville betyde meget, men det gjorde den ikke. Det samme gjaldt vores forskellige baggrunde. Vi havde meget til fælles på tværs af kulturer,” siger hun.