Tilmeld dig

Balance i hverdagen

25/07 – 31/07 2020
Balance i hverdagen 2021
Sommerkurset ”Balance i Hverdagen” arrangeres for 11. år i træk i samarbejde med DepressionsForeningen.
”Balance i Hverdagen” sætter fokus på livet med depression, bipolar lidelse, angst eller stress og giver inspiration, viden og praktiske redskaber til at takle de udfordringer, som disse lidelser ofte bringer med sig. Målet er at blive klogere på, hvordan man skaber en hverdag i balance og kortlægge mulige og realistiske veje dertil.

Balance i hverdagen samtale

Aktiviteter

Ugen indeholder mange forskellige tilbud og oplevelser, der nærer både krop og sjæl.

Den byder på inspirerende foredrag og værksteder til at dyrke det, du brænder for, morgen- og aftensamlinger, mindre ture. Der vil også være fysiske aktiviteter, socialt samvær, hygge og masser af fællessang.

Vi slutter ugen af med en sommerfest med lækker mad, musik og dans. Omdrejningspunktet for alle aktiviteter er at skabe energi og glæde og styrke kursisternes livskraft.

Højskoledage

Balance i hverdagen 2021

En typisk dag på sommerhøjskolen ser således ud:
Efter en sund og velforsynet morgenmad mødes vi til morgensamling, hvor vi synger dagen i gang sammen og får evt. praktiske detaljer på plads.

Om formiddagen er der foredrag, der giver viden og værktøjer til hverdagshåndtering, og om eftermiddagen er der værksteder. I år er der mulighed for at fordybe sig i mindfulness, livshistoriefortælling, sang, smykkeværksted, Nordfyn rundt på cykel og gåben samt Outdoor Light.

Efter aftensmaden er der mulighed for at deltage i forskellige sociale aktiviteter. Vi runder dagen af program med en aftensamling med sang og mulighed for at reflektere over dagens oplevelser.

Et rummeligt fællesskab

Balance i hverdagen 2021

Sommerhøjskolen har plads til 65 kursister. Det giver rig mulighed for at mødes og lære hinanden at kende i et fællesskab, der er præget af åbenhed, nysgerrighed og stor rummelighed.  Der er også plads til ro, fordybelse og alene-tid, når der er brug for det. Sommerhøjskolen er et rum, hvor du kan være dig selv sammen med andre og ikke føle dig forkert.

De daglige måltider er en vigtig del af livet og fællesskabet på højskolen. Her mødes kursisterne og fortæller hinanden om dagens oplevelser. Køkkenet på Nordfyns Højskole er kendt for at lave sund og velsmagende mad, både vegetarisk og med kødretter. Har du særlige behov, er de også gode til at tage højde for det.

Værksteder

I løbet af ugen udbydes en række forskellige værksteder. Man følger ét værksted hele ugen.

Du skal i din tilmelding vælge 3 værksteder i prioriteret rækkefølge, vi bestræber os på at opfylde din førsteprioritet. Du kan læse mere om værkstederne herunder.


Mindfulness i praksis

På dette værksted kan du lære metoder til, hvordan du kan at styrke vitalitet og livsglæde i dit liv. Du vil få viden om, hvad mindfulness begrebet står for, hvad mindfulness skaber af ændringer i kroppen, i vores tanker og vores følelser, samt hvorfor det er gavnligt og nødvendigt, at vi alle lærer at praktisere mere bevidst nærvær. Essensen i mindfulness handler dybest set om at træne evnen til at være i relation til sig selv og andre og til måden, vi behandler vores jordklode på. Vi vil lave guidede øvelser, korte vandringer, yoga og liggende opmærksomhedsøvelser. Alle kan deltage uanset forudsætninger.


Livshistoriefortælling
Vi har alle mange fortællinger om os selv og vores liv – om succes, fiasko, glæde, håb, sorg og meget mere.  Fortællingerne kan være støttende og konstruktive, eller de kan være begrænsende og negative. Fortællingerne er vigtige, fordi de er med til at forme vores identitet og virkelighed. På værkstedet arbejder vi med, hvordan man fortæller sin livshistorie. Man kan ikke ændre fortiden, men ved at ændre fortællingen om fortiden kan man få nye, livgivende perspektiver på den. Underviser er Mads Trier-Blom, som har arbejdet med livshistoriefortælling siden 2011 og er medlem af DepressionsForeningens bestyrelse.

 

Syng syng syng
Her skal der synges! Både sange fra den danske og engelske sangskat og sange fra de varme lande. Vi vil synge tostemmig, hvor det passer sig, og vi vil også bare synge enstemmig derudaf. Hvis der er nogen på holdet, der mestrer et instrument, skal det da også bruges i akkompagnement til gruppen. Der vil være stemmeopvarmning og stemmetræning som opstart hver dag.

Smykkeværksted
På smykkeværkstedet vil du få mulighed for at lave mindre sølvsmykker som fx brocher, øreringe og ringe. Sølvet kan evt. mixes med smukke slebne sten. Måske finder du en natursten på stranden, som du kan slibe i smykkeværkstedet, så det bliver til en halskæde eller armbånd. Med stenslibning kan du lave mange former for smykker på en enkel og let måde. Smykkeværkstedet er både et sted, hvor du kan producere og slappe af. At fordybe sig i en kreativ proces giver mulighed for at være til stede i nuet og at finde ro.

Nordfyn rundt
Vi tager cyklerne eller går ud i det nordfynske landskab. Vi besøger både skov og strand og gamle herregårde. Med Ib som guide vil du opdage og opleve Nordfyn igennem en masse sjove, lokale og personlige fortællinger. Nogle dage cykler eller går vi fra skolen, og andre dage bliver vi kørt i skolens busser til udflugtsmål, der ligger lidt længere væk.

 

Outdoor Light
På Outdoor Light skal vi ud og opleve naturen, både over og under overfladen. Der vil være fokus på stranden og havet, men der er også mulighed for en trekking tur i skoven eller ved andre naturskønne perler. På Outdoor Light er der plads til alle, dog skal man ikke lide af vandskræk og man skal være frisk på en aktiv uge. Aktiviteterne er vejrafhængige og er ikke fastlagt endnu, men forvent at der er aktiviteter som snorkling, rejestryg, trekking, cykling mfl. Dette udendørsværksted byder på mange dejlige fælles oplevelser i naturen og et større kendskab til den.

 

OBS: Vi tager forbehold for ændringer, da oprettelse af værkstederne kræver et minimum af kursister.

Indkvartering

Balance i hverdagen 2021

Der er mulighed for at bo både på enkelt- eller dobbeltværelse. Nogle værelser har eget bad og toilet, andre har adgang til bad og toilet på gangen. I tilmeldingsformularen bedes du anføre hvilken indkvartering, du ønsker.

Skolen råder både over værelser på stueplan og på første sal. Har du svært ved at gå på trapper og gerne vil bo i stueplan, bedes du også anføre dette.

Vi forsøger at opfylde dit ønske. Men hvis det ikke er muligt, så kontakter vi dig.

 

Priser

Balance i hverdagen 2021

Dobbeltværelse med fælles bad og wc: 3700 kr.

Dobbeltværelse med eget bad og wc: 4200 kr.

Enkeltværelse med fælles bad og wc: 4200 kr.

Enkeltværelse med eget bad og wc: 4800 kr.

Frem til 1. april 2021 er det muligt for medlemmer af DepressionsForeningen at få 500 kr. i rabat på opholdet.

Tilmelding og betingelser
Du bedes udfylde tilmeldingsformularen via linket. Kort efter modtager du information vedrørende betaling og andre praktiske oplysninger. Ved tilmelding betales 1.000 kr. i depositum, og det resterende beløb betales senest 1. juni 2021.

Ved afmelding af kurset 6 uger før kursets start eller tidligere tilbagebetales det indbetalte beløb minus depositummet på 1.000 kr. Ved afmelding senere end 6 uger før kursets start tilbagebetales det indbetalte beløb ikke.

Hvis kurset bliver aflyst, udbetales der fuld refusion, hvad enten aflysningen skyldes corona eller andre forhold. Hvis kursisten selv aflyser sit ophold, gælder ovenstående retningslinjer for afmelding.

Det er muligt at købe en afbestillingsforsikring ved Europæiske, der dækker afmelding af kurset ved akut sygdom og lignende. Vær opmærksom på at forsikringen skal tegnes senest samtidig med betaling af depositum. Kontakt Europæiske for nærmere information om vilkårene for forsikringen.

Har du spørgsmål, er du altid meget velkommen til at kontakte os på kontor@nordfyns.nu