Korte Kurser 2027
HøjskoleUge
08/03 – 12/03 2027
En uge med natur, kultur, kunst, fortælling, politik, musik, sang, livsfilosofi, design og humor. Højskolekursus i samarbejde med Ældresagen på Nordfyn.
Kort kursus
Højskoleuge
Glæd dig til en uge fyldt med spændende foredrag om alt fra natur, fortælling og kunst til politik, historie, livsfilosofi, design, humor og sang. Undervejs nyder vi lækker mad og hyggelige kaffestunder med kage, og som højdepunkt tager vi på en inspirerende dagstur. Det hele foregår i højskolens varme og indbydende rammer – og ikke mindst i fællesskab med ligesindede.
Dagsrytme
8.30 – 8.50: Let morgenmad
9.00 – 9.20: Morgensamling
9.30 – 12.00: Formiddagsundervisning
Midt formiddag: Formiddagskaffe.
12.00: Frokost
13.30: Eftermiddagsundervisning
Midt eftermiddag: Eftermiddagskaffe
16.00: Farvelkaffe.
Program
Hvad skal vi opleve
I løbet af ugen skal vi forkæles med en masse spændende foredrag og oplæg. Vi skal også på en dagstur.
Du kan læse ugens spændende program her:
Mandag
kl. 9.30:
Fortælleforedrag af Else Mathiasen, Fortæller, danser og foredragsholder, fhv. højskoleforstander og leder af Fortælle Akademiet.
Hovedpersonen er - Grundtvig – ide-personen bag den danske højskoletradition. Grundtvig kæmpede for kvinders rettigheder i lovgivningen og ligeværdighed i samfundet. Tanker, der, var stærkt influeret af kvinderne i hans samtid.
Grundtvig og kvinderne følger Grundtvigs liv med op- og nedture, fra han lå i sin mors mave til sin død. Else Mathiassen giver ord og krop til otte kvinder, der kendte og levede med Grundtvig, og lader dem portrættere ham – fra hans mor Cathrine Marie Bang og hans anden hustru Marie Toft til den engelske Clara Bolton og hans sidste hustru Asta Krag-Juel-Vind-Frijs. Med deres ord belyses Grundtvigs tanker om demokrati, kvindens stilling, livs- og folkeoplysning, kirken, pædagogik og hans menneskesyn.
Kl. 13.30
Foredrag af tidligere korshærs-og gadepræst i Odense, Peder Thyssen.
Foredraget handler om Peder Thyssens mere end 30 års virke som korshærs- og gadepræst i Odense. Gennem de mange år han mødt mange skæbner, hvis liv endte i misbrug og hjemløshed. Det, der har beskæftiget ham er, hvorfor mennesker ender i disse håbløse og triste livssituationer, og om vi som kirke kan være med til at hjælpe ud af dem. Et andet spørgsmål har også været, om den kristne tro har kunnet hjælpe menneske i den situation.
Peder Thyssen vil fortælle om skæbner i gademiljøet, om glæder og sorger, om stjernestunder og katastrofer, men også om den livskraft der trods alt er i gademiljøet. Man giver ikke op, men vil leve.
Tirsdag
Kl. 9.30
Christian Søgaard, Musikalsk foredrag med fællessang.
"I Dissings slædespor”
Christian Søgaard tager publikum med på en rejse gennem Grønlands musikalske natur. Med harmonikaen og historier hylder han Povl Dissing, der fandt inspiration i grønlandske sange og sine oplevelser i landet. Arrangementet er en stemningsfuld rejse med fokus på fortællinger og fortolkninger af sangene.
13.30
Bertel Haarder, foredrag med udgangspunkt i bogen ”Sjælespark”.
I foredraget er perspektivet mere højskolemanden end politikeren, Bertel Haarder.
Det handler om åndsfrihed, oplysning og dannelse baseret på det danske foreningsliv og civilsamfundet.
Der er tale om en klar kritik af tendenser i vores samtid:
"Det elektroniske helvede" og teknologisk overvågning i et samfund, der i stigende grad domineres af digitale skærme og konstante afbrydelser
Mangel på menneskelige møder: Det fysiske menneskemøde, som forsvinder, når alt digitaliseres.
Overvågning: Bekymring for, at danskerne accepterer omfattende overvågning gennem apps og dataindsamling, hvilket truer den personlige frihed.
Onsdag
kl. 9.30
Foredrag, Povl Balslev:
Carl Nielsen – levende musik.
Med udgangspunkt i Carl Nielsens bog: ”levende musik” fortælles der om hans musiksyn, krydret med flere af hans folkelige og kendte sange fra Højskolesangbogen. Carl Nielsen havde en helt unik evne til at kombinere grublende symfonimusik med folkelig sang.
Carl Nielsen var også optaget af samtidens politik og kultur. ”Tågen Letter” er ikke kun ”Mosekonen der brygger”, men er en kommentar til det nationale traume om Preussernes besættelse af Slesvig-Holsten
For som Carl Nielsen sagde: Musikkens væsen kan ikke forklares ved ordets hjælp.
Kl. 13.30.
Foredrag af Jøren Bæk Simonsen:
Det moderne Tyrkiet
I medierne er Tyrkiet en central spiller i forbindelse med krigen i Mellemøsten og under Erdogan er Tyrkiet blev mere synlig på verdensscenen.
I dette foredrag trækker Jørgen Bæk Simonsen de historiske linjer op:
Arven fra Osmannerne, etableringen af den moderne tyrkiske republik af Atatyrk, Erdogans idé om Tyrkiets rolle i det centrale Asien og hans ønske om at give Tyrkiet en mere dominerende rolle i Mellemøsten generelt.
Torsdag
Besøg på Sydlangeland
Heldagstur til Sydlangeland, hvor vi møder eventyreren Cecilia Vanman. Vi skal høre Cecilia fortælle glimt fra sine eventyr i hele verden, besøge Fiskeriets Hus for at høre fiskere fortælle personlige historier om livet som fisker.
Vi besøger desuden "Rum SØ", der er en smuk havnecafe med en flot historie.
En tur til en del af Langeland, som alt for få kender.
Fredag
Kl.9.30
Forfatter Erland Porsmose, Fynbomalerne med Johannes Larsen i spidsen.
Fynbomalerne udgjorde i begyndelsen af 1900-tallet en temmelig stor kunstnerkoloni på Fyn, hvor de særligt var knyttet til byerne Kerteminde og Faaborg. Gruppens kernemedlemmer var Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg samt Peter Hansen.
Johannes Larsen blev berømt for at male fuglebillede, de kvindelige malere for at gengive blomsternei farvernes muligheder.
I samtiden blev de kaldte ”bondemalerne”, fordi malede den klæge efterårsmark og det snottede barn uden at forskønnenogen af delene.
Kl. 13.30
Lillian Hjort-West:
Edit Piaf – Frankrigs store sangerinde.
Alle kender den fransk varieté- og koncertsangerinde Edith Piaf for hendes skønne sange og store stemme, men ikke alle kender hendes historie.
Edith Piaf, kendt under kælenavnet Spurven, blev bare 48 år men nåede de store scener overalt i verden. Det var der ingen, der havde forudset, da hun i 1915 kom til verden i det fattige Belville kvarter i Paris og tjente sine første penge som gadeartist allerede i en alder af bare 8 år.
Lillian Hjorth Westh fortæller den fascinerende historie om Edith Piaf, krydret med eksempler på Spurvens sangtalent. Det er en dramatisk livshistorie med store op og nedture, og vi både følger og føler med Edith Piaf igennem Paris' gader på hendes færden igennem et barsk miljø.
Lillian Hjorth Westh har en fortæller-evne, hvor tilhørerne fascineres og lever sig fuldstændigt ind i historien. En uforglemmelig og fantastisk rejse igennem Spurvens hårde liv.