Studieture

I marts og oktober tager vi på studietur ud i verden, for at få nye indtryk, lære andre kulturer at kende og få en god fælles oplevelse.

Vi forsøger altid at finde oplevelser man ellers ikke lige oplever, hvis man tager afsted på egen hånd.

Vi har altid flere destinationer at vælge imellem, og du vælger, hvor du vil hen når du starter på skolen.

Du kan se her hvad vi har planlagt i foråret 2020.

Studieture 2020

Athen, en historisk/innovativ hovedstad

I tråd med højskolens værdier om ”#Be the Change” besøger vi Athen, en storby med en stor historie/fortid, som blev kåret til Innovations hovedstad I 2018 af Europa kommissionen. Vi tager afsæt i to af FN´s verdensmål, omkring stærke institutioner og innovation.

Stærke institutioner: Athen er demokratiets vugge hvor store tænkere har deres oprindelse, så her vil vi dykke ned i historien og se den smukke historiske by (Evt. Agora, Akropolis, Plaka osv.)

Innovation: Samtidig er Athen en moderne metropol, hvor vi vil følge de innovative tiltag mod fremtiden (Evt. Kypseli, ”Curing the Limbo” osv.)

Israel og Palæstina

Studierejsen går til Palæstina og Israel, til hjertet af mange tusinde års religion og historie vævet ind i et mix af konflikt og håb, gæstfrihed og stolthed og rigtig mange hjertevarme og engagerede menneskesjæle

Du kan mærke summen af historiens vingesus så snart du ankommer til Jerusalem. Overalt i den gamle bydels snoede gader myldrer det med indtryk fra glimtende smykkeboder, duftende krydderistande, der blander sig med røgen og den altid igangværende samtale på vandpibecaféerne. Vi skal bo lige der, i det helt gamle mellemøsten, hvor bygningerne kan dateres mange årtusinder tilbage og historien stadig føles helt nutidig. Med en friskpresset granatæblejuice i den ene hånd og en falafel-pita i den anden skal vi slide sålerne af skoene, mens vi går i Jesu fodspor på via dolorosa, besøge centrum for en af de ældste religiøse stridigheder ved grædemuren og klippemoskeen og forsøge at finde op og ned i det virvar af guld og røgelse der befinder sig i gravkirken.

I det smukke bakkede landskab lige på den anden side af Jerusalem ligger Betlehem. Vi kører gennem checkpoint og ind langs muren, der med sin street art og højde toner sig op som et monument for den uløste konflikt. Vi skal rundt i de stejle gader fuld af helårlig julepynt, besøge fødselskirken og sammen med lokale frivillige skal vi udforske Palæstinas flotte natur og tale med inspirerende mennesker, der er klar til for fortælle om deres arbejde, liv eller hverdag.

En rejse til Palæstina og Israel uden et besøg til Det Døde Hav er næsten umuligt. Det er en helt særlig oplevelse at være på jordens laveste punkt, 420 meter under havets overflade og flyde fuldstændig vægtløst i det salte vand. “Forfriskede” drager vi mod nord og tilbage til Tel Aviv. En moderne storby med brede strande, hyggelige caféer og flotte museer. Langt fra den synlige konflikt får vi et indblik i den almindelige israelers hverdag.

Polen/Krakow

Få et intimt indblik i Polen og Krakow, kulturen og den specielle historie fra 2. verdenskrig og jødernes udryddelse, der knytter sig til byen.

Vi tager bussen til Krakow og bor på hotel i den gamle bydel hele ugen.

Alle morgenmåltider og de fleste aftensmåltider indtages sammen. Frokosten veksler mellem restaurant/cafe mad/madpakker.

Vi skal opleve guidede byvandring og besøge flere forskellige museer, primært med jødernes udryddelse og Krakows historien under og efter 2. verdenskrig som omdrejningspunkt. Vi skal også besøge Auschwitz og Birkenau.

Vi skal ud og møde lokalbefolkningen og tale om arbejdsmiljø og arbejdsforhold.

Der arbejdes ud fra verdensmålet: ”Anstændige jobs og økonomisk vækst”

Prag

Prag er hovedstaden i Tjekkiet og vel nok en af de smukkeste byer i Østeuropa – kælenavnet: Den Gyldne Stad understreger dette! Prag lever op til sit ry med sin gamle bydel og de historiske bygninger.

Vi skal slentre gennem gaderne og nyde de mange caféer, flotte facader og masse af gade-kunstnere.

Vi skal se Karlsbroen, den ældste og mest berømte bro i Prag, med de gamle gaslygter der bliver tændt af lygtemænd om aftenen. Vi skal også se Prags gamle rådhus med det astronomiske ur. Derudover skal vi suge kulturen og historien til os i den gamle by.

En speciel ting i Prag er netværket af sporvogne. Med de 22 linjer kan vi rejse rundt i byen og opleve, hvordan sporvognene nærmest kører lige ind i husene! Nogle gange er der knap en hånds bredde på hver side af sporvognene.