Indlæser Begivenheder
Denne begivenhed er allerede afholdt.

Velkommen til dansk kulturaften på Nordfyns Højskole.

I dette efterår fylder den danske højskole 175 år. I november 1844 blev verdens første grundtvigsk inspirerede højskole grundlagt i Rødding i Sønderjylland.

Nu 175 år senere står Rødding Højskole stadig som et fyrtårn for folkeoplysning i Sønderjylland og Danmark. Lige så vel som de andre 70 højskoler.

Vi vil fejre jubilæet med sang og fortælling. Erik Lindsø er aftenens foredragsholder med gode historier og sange fra højskolesangbogen.

Her følger en præsentation af aftenens program.

Advarsel! Fællessang kan virke stærkt vanedannende!

Højskolesangbogen i fortælling og sang

Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har.
Benny Holst.

Højskolesangbogen er Danmarks mest solgte bog. I 175-året for den danske højskole fortæller forfatter og foredragsholder Erik Lindsø historier om fællessangen som noget særligt ved det at være dansk. Gamle og nye sange og melodier præsenteres med gode historier.

Med Erik Lindsø tager vi med sangen til “kærlighedens sale”, hvor man får “øjne undrende og blå” – den slags øjne, der kan sluge livets tale: “At livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær”, som det lyder i Jens Rosendals kendte sang “Du kom med alt det der var dig”.

Højskolesangbogen har gennem de seneste 25 år rundet et slagstal på 1,5 millioner eksemplarer, og er Danmarks mest solgte bog. Erik Lindsøs næste bog hedder “Min danske sang. Sange fortæller historier”. I bogen har han samlet gode historier, der knytter sig til sangene og det at synge sammen.

Erik Lindsø siger: “Vi har i talesproget vendingen, at ‘der skal noget andet til’ – noget, der stikker dybere ned og når længere ud, end vi selv magter ved hjælp af hverdagslivets redskaber og tidsåndens forhåndenværende indsigter. Poesi og sange rummer dette ‘noget andet’, der skal til. Fordi de er skrevet på hjertesprog.”

“Poesi kommer af det, vi har på hjerte, det vi ønsker, tror og håber – alt det, der skal mod til. En sang er derfor ikke bare et begreb, den er et levende væsen. Den rører alt det i os, som videnskaben ikke kan bevise.”
“Og så gør sangen noget godt ved os – den afstresser os, den får smilet frem og får vores åndedræt og muskler til at slappe af. Man bliver simpelthen i godt humør af at synge, og man kan aldrig blive vred på den, man synger sammen med,” siger Erik Lindsø.

Erik Lindsø er forfatter og højskolemand – tilknyttet Rødding Højskole – og en af landets mest efterspurgte foredragsholdere og fortællere, der med muntre historier og humorens bid sætter tilværelsen under lup. Han har været højskoleforstander på Rønshoved Højskole og programvært i Danmarks Radio, redaktør af Højskolebladet og Magasinet Grænsen. Senest har han udgivet bøgerne ”Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder” og  ”Livet er i det mindste en historie værd. Om livshistorier”. Han er på vej med en bog om den danske sang.

Du kan blive medlem af skolekredsen for 100 kr. om året og komme til en række arrangementer gratis eller med nedsat pris.