Muligheder 2016-11-10T11:33:56+00:00

klatrer

Særlige muligheder for unge

På Nordfyns Højskole har vi stor erfaring med at hjælpe unge, der har svært ved at finde fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Måske er du droppet ud af en uddannelse, eller måske er du i tvivl om, hvilken uddannelse du har lyst til at starte på. Det kan også være, du mangler motivation og mod på livet.

Ofte er det lysten, der mangler. Det vil sige lysten til lære og gøre sig parat til uddannelse. Mange har negative oplevelser med at gå i skole, derfor er det vigtigt at lære på en ny og anderledes måde.  På Nordfyns lærer du både med hoved, krop og hænder på den måde, der passer til dig, og hvor du finder ud af, at du kan noget, og at du rent faktisk er god til det.

På højskolen har vi mentorer, en coach og en studievejleder, der kan hjælpe dig. Desuden har vi en psykolog tilknyttet.

Mentor kan støtte og vejlede dig i forbindelse med både personlige problemstillinger og i forhold til afklaring omkring uddannelse og job.

Coachen kan for eksempel hjælpe dig med at blive afklaret om, hvad du er god til og hvilke begrænsninger, du oplever, der er for at du kan nå dine mål.
Det kan være du oplever ikke at kunne sidde stille i forbindelse med undervisningen, eller måske har du svært ved at komme op om morgenen. Det kan også være, du føler, du ikke er dygtig eller stærk nok til at gennemføre en uddannelse.

Studievejlederen kan hjælpe dig med at finde frem til, hvilken uddannelse du skal starte på, samt hvilke tiltag du skal gøre for at komme i gang på uddannelsen.

Ordninger for unge under 25 år uden en ungdomsuddannelse

Der findes to ordninger for unge mellem 18 – 25 år, der ikke har afsluttet en ungdomsuddannelse. Det er muligt både at få tilknyttet en mentor og være kombi-elev.

Mentor Din UU-vejleder laver en uddannelsesplan, hvori højskole og behovet for en mentor indskrives, derudover også hvordan højskolens vægt på sociale kompetencer og personlig udvikling kan styrke dig. Du får tilknyttet en personlig mentor igennem forløbet, der støtter og vejleder dig.

Kombi-elev Der er mulighed for brobygning til ungdomsuddannelse med udgangspunkt i en uddannelsesplan, du får lavet sammen med din UU-vejleder. På skolen laver vi en elevplan med et pejlemærke om en bestemt ungdomsuddannelse, og vi tager kontakt til studievejlederen på uddannelsen for at sikre os, at du har de fornødne forudsætninger for at starte på uddannelsen og fuldføre den.

Forudsætninger For at blive kombi-elev eller få en mentor eller begge dele på en gang, skal følgende være opfyldt:

  • Du skal være under 25 år
  • Du må ikke have afsluttet en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse
  • Du må ikke være på kontanthjælp eller anden form for overførselsindkomst

Tilskud Opfylder du forudsætningerne for at blive mentor-elev eller kombi elev, er der mulighed for at få tilskud til dit højskoleophold.  Kontakt skolen for nærmere information.

tavle